Chad tager baljen med grønkålsskud og bevæger sig nogle rækker til højre. Han griber en spade og hakker den i jorden rundt om de grønne toppe, inden han med begge hænder tager fat og hiver til. De knortede orange rødder vrister sig fri af jorden og ryger i en balje magen til den med grønkål.

​

70 procent selvforsynende

Grøntsagslunden er i det hele taget lidt af et skatkammer. Her finder man alt fra skrigorange hokaidogræskarer til mørkegrønne porreplanter. Den forvoksede køkkenhave støder op til den mark, hvor de brune økokøer holder til. Nogle af dem græsser og andre ser nysgerrigt til, mens Chad bærer baljerne hen til hanen midt i lunden. Her skyller han jordrester af gulerødderne ved hjælp af vandet, der kommer fra regnvandsopsamleren.

 

Akkurat som Bonderøven, der hver torsdag aften i bedste sendetid toner frem på DR1, stræber Udgårdens beboere efter at være selvforsynende. Indtil videre har de taget til takke med selv at fremavle godt 70 % af de fødevarer, de spiser. Men det er ikke uden anstrengelser, at Udgården er nået dertil.

 

En gang om måneden er der arbejdslørdag, hvor beboerne arbejder på gården hele dagen. Men også til hverdag kræver det en helhjertet indsats fra alle at vedligeholde de 32 tønder land.

​

Et arbejdsfællesskab

“Jeg troede, at det her var et socialt fællesskab, men i virkeligheden er det et arbejdsfællesskab.”

 

Sådan sagde en af Udgårdens beboere engang til Henrik. Mest for sjov, men også lidt i alvor.

​

”Jeg luger ikke selv ret meget. Jeg vil hellere arbejde med dyrene eller køre traktor. Så må der sgu være andre, der luger,” siger Henrik og tilføjer:

​

”Men Esser – for satan, mand – hende kan du bare ikke følge med. Det er jo med gasbrænder og ned på knæ. Hun er helt fantastisk.”

 

Men selvom beboerne kender deres rolle i arbejdsfællesskabet, er det ikke uden udfordringer at drive en bondegård. Henrik oplever ofte, at særligt kvindelige beboere får dårlig samvittighed, fordi de tror, de arbejder for lidt for fællesskabet. 

 

“Det er bare vigtigt, at man lærer, at man ikke kan gøre alle naboer tilfredse,” konstaterer han.

​

Forbillede for andre

Sociolog Bella Marckmann, der har skrevet sin afhandling om danske økosamfund, ser ikke valget om at flytte i økosamfund som et radikalt fravalg af det moderne samfund. I stedet mener hun, at økosamfund er et slags forsøgsrum. Her kan man uden at give afkald på eksempelvis nutidens teknologiske fordele skrue lidt på den måde, man lever sit liv, så aftrykket på naturen formindskes. Og så får man mere glæde og gavn af hinanden i et fællesskab.

 

“Da jeg var ung syntes jeg, at vi skulle lave en revolution og fortælle de andre, at de gjorde det hele forkert. Men hvordan laver man om på et samfund?” spørger Henrik, hvis far var kommunist og modstandsmand, mens han med hurtige bevægelser snitter løgene fra grøntsagslunden i fine ringe. Han løfter øjenbrynene og læner sig lidt frem.

 

“Skal man skyde dem, der ikke vil eller nøjes med at vise et godt eksempel?” spørger han videre med et glimt i øjet.

 

“Jeg er nået dertil, hvor jeg siger, at man skal gøre det, der føles rigtigt. Og så kan man jo bare håbe på, at andre følger med.”

 

Den tankegang er sociolog Bella Marckmann helt med på.

 

“Der, hvor økosamfundene kan have en indflydelse, er ved at være et eksempel på, at man ikke behøver at vælge standardløsningen for, hvordan et liv skal leves,” siger hun.  

​

”Det her, det er sgu det rigtige”

Nedenfor bakken aner man en træhytte, som mest af alt ligner et hobbitbo. Udenom går hønsene og skraber i jorden. Var det ikke for den lille indhegning, havde de været frie til at løbe rundt på markerne, der bugter sig rundt om klynger af lave træer og buske.

 

Helt ude i horisonten tårner mastodonterne sig. Frijsenborgskovenes nåletræer står så tæt, at de på afstand reduceres til en mørkegrøn masse, der strækker sig så langt øjet rækker.

​