Selvskade og selvmordsforsøg er ekstremt udbredt blandt tidligere anbragte piger. Systemet er hverken gearet til at forebygge

eller behandle problemet, lyder kritikken. 

​

Af Frederik Vincent Borg og Jonathan Sten Drivsholm · 02.06.2017

 

Hun løber op ad trappen, ind på værelset og lukker døren bag sig. Smider skoletasken, slukker lyset og ruller gardinet ned. Barberbladet flænser den tynde hud og borer sig ned i underarmen. Denne gang dybere end nogensinde. 

​

”I det øjeblik tænker jeg, at jeg ikke vil leve mere,” fortæller Josephine Stengaard om hændelsen, der førte til, at hun som 13-årig blev anbragt på et opholdssted. På det tidspunkt havde hun skåret i sig selv i to år.

​

Og Josephine er ikke den eneste. 61 procent af de 18-årige tidligere anbragte piger har bevidst skadet sig selv eller tænkt på at gøre det. Derudover har fire ud af ti forsøgt at begå selvmord. Det viser tal fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI). GRAFIK: Jonathan Sten Drivsholm

​

”Hovedparten af de her piger begynder at eksperimentere med selvskade længe før, de bliver anbragt,” siger Ebbe Lorenzen, som selv har mange års erfaring som ansat på institutionsområdet. I dag er han Børnesagens ekspert i sager om anbragte børn og generalsekretær i organisationen Livsværk.

 

Han får opbakning fra psykolog Christian Møller Pedersen, der karakteriserer selvskade og selvmordsforsøg som ”et råb om hjælp” og ”en flugtvej fra en uudholdelig psykisk smerte”.

​

”Man skal tage det her meget alvorligt,” understreger han.

​

De indadvendte piger

Da Sabina Jeppesen er 12 år, tager hendes far en beslutning. Sverige skiftes ud med Danmark for den lille familie, der få år tidligere er blevet et medlem fattigere. Mens faren har travlt med sin nystartede virksomhed, er Sabina ikke kommet sig over tabet af sin mor. Hun har svært ved at falde til og i fraværet af faren og de svenske venner, er der ingen at tale med. Sabina bliver mere og mere depressiv og længes efter en vej ud af smerten. Til sidst kulminerer det i et pilleglas. 

​

”Jeg havde ikke noget ønske om at dø," siger hun og fortsætter:

​

"Det var en måde at fortælle, at jeg ikke kunne være i min tilstand mere.”

​

Ifølge Christian Møller Pedersen er selvskade og selvmordsforsøg ofte en konsekvens af belastninger, som de unge udsættes for tidligt i livet. Udover tab og omsorgssvigt kan det være forældrenes skilsmisse, mobning og overgreb. Ofte i kombination.

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

 

 

Christian Møller Pedersen er ledende psykolog ved Ambulatorium for Mani og Depression ved Psykiatrien i Region Midtjylland. FOTO: Frederik Vincent Borg

​

Og det er ikke tilfældigt, at pigerne er mere tilbøjelige til at påføre sig selv skade. Piger står nemlig over for ”kønsspecifikke problemstillinger”, som drenge sjældent møder. Det mener i hvert fald Ann-Karina Eske Henriksen fra Professionshøjskolen Metropol, der har forsket i udsatte piger på sikrede institutioner

​

”Som pige identificerer man sig med sin mor, og derfor rammer det ofte piger hårdere, når mor er udsat for vold. Derudover er piger langt mere udsatte for seksuelle overgreb,” siger hun.

​

Ifølge førnævnte SFI-udgivelse har hver tredje af de 18-årige tidligere anbragte piger været udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg. For drengene er tallet under 1 procent. Seniorforsker hos SFI Mai Else Heide Ottosen bekræfter, at overgrebene sætter sine spor:

​

”Unge, der har været udsat for seksuelle overgreb, har langt større risiko for at udvikle depressive symptomer.”

​

For de udsatte piger kan det være selvbebrejdelse, indre uro og selvmordstanker. Det bekræfter Christian Møller Pedersen. Han fortæller, at der er stor forskel på kønnenes reaktionsmønstre.

​

”Hvor drenge er tilbøjelige til at reagere med synlig adfærd som vold eller kriminalitet, vender piger følelserne indad," siger han og tilføjer: 

 

"Selvskade og selvmordsforsøg går ikke ud over andre, og derfor kan det være mere oversete problemer.”

​

​

​

​

​

​

​

​

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Sabinas tilfælde flød de indre dæmoner over. Kun et telefonopkald i fortrydelse og efterfølgende udpumpning stod imellem hende og døden.

​

Berøringsangst forlænger problemerne

Selv i de tilfælde hvor pigernes symptomer bliver opdaget, er det de færreste, der tager affære. Myter og uvidenhed kan afskrække lærere, pædagoger og omgangskreds fra at konfrontere pigerne, inden det er for sent. 

​

”Folk frygter, at man ved at spørge til selvmordstanker risikerer at pådutte de unge nogle tanker, som de ikke har i forvejen. Det er der intet, der tyder på,” fastslår psykolog Christian Møller Pedersen.

​

Ifølge formand for TABUKA (Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte), Sisse Bøgild, er berøringsangsten også udpræget i de institutioner, hvor de udsatte bliver anbragt.

​

”De ansatte tager ikke fat i årsagen til anbringelsen og får talt ud, så de unge kan komme videre med livet,” siger hun.

​

Det kender Sabina Jeppesen alt til. Efter selvmordsforsøget blev hun anbragt på en institution. Hun gik på uddannelse sideløbende og krævede ikke samme støtte, som de andre unge. Efter kort tid blev hun flyttet til udslusnings-afdelingen.

​

”Jeg var meget stille udadtil og skabte mig aldrig, men forsøgte mest bare at passe mig selv,” forklarer Sabina og uddyber:

​

“Det betød, at omverdenen troede, jeg havde det fint. I virkeligheden havde jeg brug for mere hjælp, end jeg fik.”

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

 

Anbragte piger får ikke den støtte, de behøver, mener socialpædagog Jeannette Trebbien. Byrådspolitiker Peder Udengaard (A) erkender, at der skal skabes bedre tilbud til de udsatte unge. VIDEO: Jonathan Sten Drivsholm

​

​

Og udviklingen går da også i den forkerte retning. Det erkender socialpædagog Jeanette Trebbien, der har arbejdet med socialt udsatte i forskellige institutioner de seneste 17 år.

​

”Meget af den tid, som jeg før kunne bruge på at tale med de udsatte om deres problemer, går i dag med at indberette til kommunen,” siger hun.

​

Hun peger på, at de anbragte pigers adfærd i dag er meget mere ekstrem end tidligere. Der er brug for mere personale, hvis pigerne skal have den nødvendige støtte, lyder det.

​

“Kommunerne skal holdes op på deres ansvar, og lokalpolitikerne skal skabe de nødvendige rammer for at hjælpe de udsatte piger lige fra fødslen,” siger socialordfører Marianne Jelved (RV).

​

I Aarhus erkender byrådsmedlem Peder Udengaard, at kommunen langt fra er i mål med de indsatser, man arbejder med. Han kalder tallene fra SFI “en katastrofe”. Alligevel skal aarhusianerne ikke sætte næsen op efter flere ressourcer til socialområdet.

​

”Vi forsøger hele tiden at innovere, så vi får mest muligt ud af de penge, vi kan tillade os at bruge,” siger Peder Udengaard (A). Han påpeger, at Aarhus Kommune alene på skoleområdet har et efterslæb på 3 mia. kr.

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

 

 

Peder Udengaard er socialdemokratisk byrådsmedlem i Aarhus Kommune og næstformand for kommunens Børn- og Ungeudvalg. FOTO: Frederik Vincent Borg

​

Til gengæld er gode råd gratis – både for kommuner, institutioner og almindelige borgere. Den nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation (VISO), som hører under Socialstyrelsen, tilbyder rådgivning fra et netværk af specialister.

​

Men det er de færreste, der benytter sig af muligheden for at blive klogere på piger med indadreagerende adfærd. I hvert fald svarer konsulent Anne Fåbeng i en mail, at VISO har ganske få sager om netop det emne.

​

Forebyggende på flere niveauer

Der findes flere teorier om, hvorfor piger selvskader. En går på, at det giver en lettelse fra en psykisk spænding eller smerte. Andre peger på, at det udløser belønningshormoner i hjernen, der giver en kortvarig behagelig følelse. 

​

Over tid bliver tærsklen for at skade sig selv lavere. For nogle udvikler det sig til afhængighed, som kan sammenlignes med et stofmisbrug. Derfor peger psykolog Christian Møller Pedersen på den tidlige indsats som den vigtigste.

​

”Kan man forebygge den første episode med selvskade eller selvmordsforsøg, er der meget vundet – både samfundsøkonomisk og sundhedsfagligt,” siger han.

​

Forebyggelsen skal ske på 3 niveauer, mener Christian Møller Pedersen. Først skal man informere bredt om selvskade og selvmord og sætte fokus på trivsel i familier, børneinstitutioner og skoler. På næste niveau skal forældre, pædagoger og lærere tage fat i de unge, der isolerer sig.

​

Tredje niveau består af de lokale centre for selvmordsforebyggelse, hvortil folk i alle aldre kan blive henvist alene på grund af selvmordstanker. Et forløb består typisk af otte samtaler. Derefter er der mulighed for at blive hjulpet videre i systemet.

 

”Det kan faktisk godt betale sig at søge hjælp. Jeg har i seks år behandlet omkring 100 selvmordstruede patienter årligt, og kun to har taget deres eget liv. Resten er kommet videre,” siger Christian Møller Pedersen, der indtil for nylig har været leder for Region Midtjyllands Enhed for Selvmords-forebyggelse.

​

Ebbe Lorenzen, Børnesagens ekspert i anbragte børn, er enig i, at den forebyggende indsats er vigtig. Han tilføjer, at efteruddannelse af lærere og pædagoger kan hjælpe til at forhindre, at de udsatte piger udvikler selvskadende adfærd.

​

Men forebyggende samtaler er ifølge Ebbe Lorenzen ikke altid den rette løsning. I de tilfælde, hvor pigerne går under radaren og bliver svært selvskadende, er en anbringelse uomgængelig.

​

”Falder man af cyklen og får åbent benbrud giver det ikke mening at blive tilset af en fysioterapeut. I det tilfælde er det bedre at blive indlagt,” fastslår han.

​

På Josephines værelse flyder blodet fra den dybe flænge i armen. Den indre smerte forlader kroppen i takt med blodet. Et sus af lykke, en følelse af frihed – men kun i et splitsekund.

​

”Når jeg så vågnede op fra suset, var det en tom fornemmelse. Jeg følte mig dum.”

​