At finde det smukke i mennesker og få det til at gro. Hver dag går Alice Rødkjær og Ivar Eberg Pedersen på arbejde med den opgave for øje. For dem er skønhed mere end lækkert hår og porcelænshud. Det er en følelse af lykke.

 

Tekst og foto af Jonathan Sten Drivsholm · 06.09.2017

​

Hvad er skønhed for dig? Spørgsmålet hænger i luften i et par sekunder.

 

”Bare kig på mig,” lyder det fra lagerrummet, hvor Ivars skæggede ansigt kommer til syne.

 

”Ja, bare kig på Ivar,” medgiver Alice, inden de begge griner.

 

På hjørnet mellem befærdede brosten og morgentom gågade i Hjørrings gamle bymidte ligger frisør- og hudplejesalonen You and AI. Den har Alice Rødkjær og Ivar Eberg Pedersen drevet I fælleskab i knap seks år.

 

Men det er hverken rutine eller kunder, der mangler. Efter mere end 70 år som selvstændige har duoen opbygget et vist klientel af stamkunder.

 

Denne fredag formiddag er det mest kvinder, som er et pænt stykke over pensionsalderen, der tager plads i stolen. Nogle af dem besøger salonen ugentligt, fortæller Alice. Og så er vi tilbage ved ovennævnte spørgsmål. Ifølge Alice er skønhed ikke kun forbeholdt unge.

 

”Der er ikke nogen, der er grimme. Skønheden er der altid. For mig handler det om at finde det smukkeste frem i den enkelte,” siger hun og tilføjer:

 

”Det giver mig så meget glæde at kunne gøre det for andre.”

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

 

 

 

 

 

 

​

 

En gråhåret dame har taget plads foran en af salonens spejle. Alice reder hendes våde hår, så det lægger sig som en mørk skygge henover issen. Damen spejler sig. Hendes øjenbryn trækker sig sammen, og flere rynker kommer til syne i det aldrende ansigt.

 

Lille spejl på væggen der

I et andet spejl har en turkisblå skummasse taget hvil på en kvindes hovedbund. Ved hendes side roterer Ivar om en ældre kunde fra sin rulletaburet. Med kammen i venstre og saksen i højre kæmmer han håret i langsomme strøg, mens rytmiske klip gør det af med spidserne.

 

For Ivar er drømmescenariet, at han får frie hænder til at gøre, hvad han vil. Sådan går det ikke altid. Mange kunder har et klart billede af, hvordan de vil se ud, og det kan lægge en dæmper på kreativiteten. Men med lidt snilde lykkes det som regel at sætte sit præg.

 

”Vi skal være gode lyttere og finde ud af, hvem personen i stolen er. Så får vi måske drejet det over til noget, som de aldrig havde troet, de ville have,” forklarer Ivar. 

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når Alice går hjem fra arbejde, tager hun kreativiteten med sig. I bestræbelserne på at skabe livagtige kvinde-former svinger hun penslen. Et af hendes værker hænger i salon You and AI. 

​

I den anden ende af salonen tager Alice hårtørreren i brug. De hår, der før var våde og mørke transformerer sig. Med et får de fylde og en majestætisk sølvgrå farve.     

 

”Der er godt nok stor forskel fra, da du redte det,” siger den ældre dame med spag stemme. Panderynkerne er nu pist væk, og hendes ansigt lyser op. 

 

Når kunderne stråler

”Nu er jeg sgu tilfreds,” konstaterer Ivar. Men han kan nu alligevel ikke dy sig for at klippe lidt ekstra af spidserne, inden han lægger sit grej på plads.

 

”Ja, det er nice. Så kan vi lidt igen,” svarer kvinden, hvis hår igen er kommet til syne, efter at det turkisblå skum er vasket ud. De korte lokker er blevet lyse i toppen, og siderne har fået en mørkere tone. Hun smiler bredt, idet hun rejser sig fra stolen.

 

På You and AI’s hjemmeside står der, at salonen gør alt for at højne kundens selvværd. Folk skal helst gå derfra med en glædesfølelse i kroppen.

 

”Hvis folk bliver bevægede og giver krammere, så har jeg fandeme gjort det godt,” siger Ivar og holder vejret et øjeblik, inden han fortsætter:

 

”Når det sker, giver det mig et kæmpe kick. Det kan løfte hele min dag.”

 

En rumlende lyd af bildæk mod brosten bryder ind gennem vinduespartierne og overdøver næsten anlæggets poppede 80’er-skæringer. Ved kassen har en ældre dame netop betalt for sin klipning.

 

”Og se som solens stråler falder på de gamle bygninger,” siger hun med lys i øjnene, idet hun spejder tværs over torvet mod en skagensgul facade.

 

”Ja,” svarer Ivar.

 

”Det er den energi, vi sender ud.”

​