top of page

Efter et dårligt år 2016 stiger mælkepriserne igen, men de voksende produktioner og ustabilitet på markedet truer glansbilledet.

 

Tekst og foto af Jonathan Sten Drivsholm · 08.02.2017

 

”Mit bud er, at vi skal ind i 2018, før vi ser en ny overproduktion af mælk." Det er meldingen fra erhvervsøkonomisk chef i SEGES, Klaus Kaiser.

​

"Derefter vil priserne så småt give efter, og vi vil med stor sandsynlighed se et nyt prisfald i slutningen af 2018,” fortsætter han.

 

Vurderingen kommer ovenpå en række optimistiske meldinger om landmænd, der udvider og investerer i deres produktioner. Det er en klar fremgang efter sidste år, hvor mange drejede nøglen om som konsekvens af de faldende mælkepriser.

 

Ifølge Klaus Kaiser er det netop konkurserne og faldet i antal mælkebønder, der har banet vej for et godt mælkeår i 2017. Når produktioner forsvinder, falder det samlede udbud ned til et niveau, hvor det stemmer bedre overens med efterspørgslen, lyder det.

 

Mælkebønder må indstille sig på ustabilt marked

De producenter, der overlevede krisen i 2016, kan ikke forvente, at de gode takter varer ved. Tidligere har EU forsøgt at holde produktioner og priser i snor ved hjælp af kvoter og opkøb af mælkepulver, men kvoterne blev afskaffet i 2015, mens salget af det opkøbte pulver er sat i gang.

 

”Udviklingen går i retning af et mere liberalt mælkemarked. Op- og nedture afløser hinanden. Det er vilkårene, når man har et frit marked,” siger Klaus Kaiser, som desuden peger på Kinas "irrationelle indkøbsadfærd" som medvirkende til de voksende udsving i mælkepriserne

 

Han møder opbakning fra seniorrådgiver i Institut for Fødevare- og Ressource-økonomi, Henning Otte Hansen, der kalder Kinas import "enormt ustabil":

​

"Hvis kineserne har tomme lagre, vil vi se dem importere en masse mælkepulver fra verdensmarkedet på en gang. Når lagrene igen er fyldte, vil der ske et markant dyk i deres import. Det gør det svært at planlægge eksport til Kina."

​

Mælkepulver (også kaldet 'tørmælk') er indtørret mælk i pulverform. Pulveret er langtidsholdbart og bruges blandt andet til ernæring af småbørn. 

FAKTA

Mælkepriserne stiger i øjeblikket, men det er en stakket frist, mener ekspert Klaus Kaiser.

Ekspert: Ny mælkekrise i 2018

bottom of page